"Vejen hjem".
gb 2002
Da jeg i flere år havde haft (og har!) en passion for patchwork, tænkte jeg i stjerner. Men tiden var knap, så kunne jeg komme om ved en hurtigere løsning? Jo, der var det der nye Vliesoflix, som var et dobbeltklæbende Vlieseline produkt og det skulle være fantastisk til applikation. Og sådan blev det.
Det resulterede fra min side i en dug, bestående af sammensatte trekanter - lig en "Ohio Star" og applikeret på maskine. Rektoren blev så glad for dugen, at den i stedet for at blive brugt på kontoret, kom med hjem. Det siges jo, at det er tanken der tæller!
Men Vliesofix holdte, hvad der var lovet og for mig... ja, så åbnede der sig en helt ny verden, som siden er blevet udforsket på alle måder.
Denne dug førte også til en udsmykningsopgave til skolens grupperum, som stod "nøgne" og savnede nogle farve spots. Billedserien "Sanserne" blev født og igen... ved hjælp af fantasi og Vliesofix. - parentes bemærket: Jeg får ikke procenter...! :)
Efterfølgende har jeg haft flere udstilllinger med tekstile billeder og bl.a. udformet en altertavle til Birkebjergkirken i Næstved - alle udført i en kombination af patchwork og maskinapplikation. Hertil anvender jeg egne indfarvede silker i forskellige bindinger, med reaktiv farve, i skøn sammenblanding med købte tekstiler.
Efterhånden som min viden indenfor applikation er blevet større, er detaljeringen og dermed udfordringen for/af mig også vokset.
Jeg håber, at min glæde for at applikere må smitte af på dig. Så hvad der for mig var en dug, bliver måske denne blog for dig?
"Spotlight".
gb 1997
Som danseren i spotlight´ens lys, er vi i Guds lys
- hvis vi, som danseren, vælger at være der.
"Carleen".
gb 1999
Sangeren Carleen Anderson, som jeg her har afbilledet, synger en sang med titlen: "Piece of clay" (stykke af ler)
hvor det gennemgående tema er: "Everbody wants somebody to be their own piece og clay"
- at vi vil lave hinanden om og forme hinanden, så vi passer ind i det for os rette regelsæt.
"Fortvivlelse".
gb 1999
Dette billede er udarbejdet efter et fotografi, der af ni landes børn, blev kåret til årets pressefoto 1995.
Den gamle muslimske kvinde på billedet, er flygtning fra Bosnien og er fotograferet i en flygtningelejr.
Jeg tænkte på, hvor fortvivlet det må være, at efterlade hjem,
måske familie og tanken om hvorvidt man har en fremtid og hvor.
Derfor må vi være taknemlige for hver dag, hvor vi ikke skal flygte,
har mad og tag over hovedet.
"Marilena".
gb 2000
Marilena er fra Guatemala, hvor hendes smil, sammmen med de farvestrålende vævede tekstiler,
lyser op og sætter kulør på hverdagen.
Hvis du så på hendes liv, ville du måske ikke synes, at hun har grund til at smile.
Des mere har DU grund til at give et smil!
"Højtiderne".
gb 2006
Påske, Pinse, Høst og Jul
- udarbejdet til en konkurrence i Kristeligt Dagblad,
hvor kirkeårets 4 højtider skulle skildres via og med en blomst.
"Omgivet af træ".
gb 2000
Høvlen på billedet er omgivet af 3 forskellige træsorter.
Som menneske er vi også omgivet af forskellige typer, hvor vi i vort forhold til dem, ofte må "høvle" kanterne af,
for - som med træet - at opnå et smukt resultat.
"Kødsovs".
gb 2000
For nylig blev der offentliggjort en undersøgelse, der viste, at den foretrukne middagsret i børnefamilierne var:
Spaghetti og Kødsovs!
Det er en ret, som er hurtig at tilberede og hvortil halvfabrikata er velegnet.
I vort samfund er tid en vigtig faktor.
Vi har så travlt, at vi nogle gange glemmer at leve, tale med og lytte til hinanden.
Om retten så er kødsovs eller noget andet - så giv hinanden tid til at dele ud af dagens oplevelser og tanker.
"Opvask".
gb 2000
Efter en uge med lukket for det varme vand og "besværligheden" med at koge vand f.eks. til opvasken,
kom jeg til at tænke på de kvinder, der skal gå mange kilometer for at få vand.
Ikke nok med at kvinderne skal hente vandet, de skal også BÆRE det retur.
Hvor økonomiske de må være med deres vandforbrug og deres dagligdag besværliggjort heraf.
Herefter blev den til tider "sure" pligt at vaske op,
vendt til taknemmelighed for at kunne tappe netop den mængde vand jeg ønskede - tænk... uden at arbejde for det!
"Kærlighedens veje".
gb 1997
Gud har så meget kærlighed til os (hjertet),
at Han lod Jesus gennemgå korsfæstelsens pinsler (tornekronen og bloddråben),
og ved at Jesus gennemgik døden for os (bloddråben og tornekronen),
kan vi glæde os (hjertet) over et evigt liv.
"Hestemynte".
gb 1999
Når man i botanikken, sætter betegnelsen "Heste" eller "Hunde" foran en plantes navn,
betyder det at planten ikke er "ægte".
Blomsten Hestemynte findes i fire farver: hvid, rosa, rød og lilla.
Som Hestemynten har flere farver, således har falskheden mange farver og forklædninger.
"Og på jorden fred...".
gb 1999
Vi slås stadig med og mod mange fordomme.
Vi har så travlt med at se hudfarve, udseende og kulturforskelle,
at vi glemmer at se mennesket bag og i stedet give hinanden en hjælpende hånd.
"`Morgen, Frue!".
gb 1999
På en køleskabsmagnet stod der:
"Livet er det, der foregår rundt omkring dig, mens du har travlt med at planlægge det!".
Sande ord... så HUSK at leve/vær glad for i dag og håb, at du kan sige:
"(God-)morgen, Frue!" til en ny dag.
"Evig kærlighed".
gb 1999
Ifølge blomstersproget betyder den hvide rose: EVIG KÆRLIGHED.
"Heartache".
gb 2003 - 2011.
Gud sender sine engle ud til mennesker, hvis hjerte er blevet revet over.
Englene græder sammen med os og tager hånd om det skadede hjerte.
De hjælper os at skærme det og holde hjertet sammen, så vi igen kan glædes, se håb,
og se Guds herlighed og gode ønsker for os.
"Vaskevuggen".
gb 1998.
Dette billede er udarbejdet for Greve Museum,
til en plakat for deres årlige børnearrangement "Vaskedagene".