fredag den 20. april 2012

Tro, håb og... kærlighed!

En rose for hver - TRO, HÅB & KÆRLIGHED - omkranset af tornekronen.
For det er jo netop det, tornekronen skal minde os om. At vi i troen, har et håb, givet i kærlighed.

I følge blomster-
sproget betyder den røde rose - og ofte givet i: Kærlighed. 
Egentlig er det meget tanke-
vækkende - at vælge en blomst som symbol på kærligheden, der kan stikke så meget, for hvor gør det ondt, når tornen borer sig ind i ens fingerspids!
Ingen roser uden torne...

Sådan kan kærligheden mere eller mindre også være. (Det tror jeg, der er nogen som har glemt at fortælle deltagerne i "For lækker til love"). For: "Kærlighed kan se dig som du er, når du er værst, uden at glemme, hvordan du er, når du er bedst;
den synes du er en lille smule mere dejlig, end du virkelig er;
den vil tale ubegrænset med dig eller bare sidde stille sammen med dig;
den er mere lykkelig for din succes, end du selv er;
den prøver ikke at være bedrevidende, at bære sig smartere ad end du, eller at belære dig hele tiden;
den lytter, også selv om det du fortæller, ikke er synderligt interessant.
Det skyldes, at kærlighed synes, du er betydningsfuld!" (citat fra "et Ord til Dagen...").

Rosernes røde farve kan også symbolisere blodet - måske er du også villig til, at kæmpe til sidste blodsdråbe for det og dem du tror på, håber det bedste for og holder af? Tja... værd at tænke over.
Så... med KÆRLIG hilsen!
(Dekorationen havde min mor kreeret til Skærtorsdag - enkel, smuk og meget sigende!).

søndag den 25. marts 2012

Hornviol og hulsten...

Søndag og solskin...
Flade thebirkes og fedtede fingre...
Det har været nogle af ingredienserne i min dag.

Forklaringen er som følger: For lidt over en uges tid siden, var jeg så heldig at finde først de sødeste violette Stedmoderblomster til superpris i Rema - se bare...
hvor de pynter mine altankasser!
Og... siden var det Bilka, der havde de små Hornvioler - "mini Stedmodere" kunne de kaldes - som ikke var til at stå for... så de bor nu i diverse gamle potter og nikker blidt i forårs vinden og hilser solen velkommen!
Eftermiddagen har, udover glæden ved altanens "blomstren", budt på slendretur på Enø langs vandet. Som jeg altid siger: "Vand er godt for sjælen" - kan ligefrem længes efter at komme til vandet om det er strand, fjord eller hav!
I strandsandet lå der en hulsten og ventede kun på at netop jeg kom forbi og puttede den i lommen! Min far mindes hermed sin barndomsleg, hvor hulsten fik en snor gennem sig og udgjorde det for en ko, som blev flyttet på græs eller trukket hjem til det lille landbrug. Jo flere hulsten, des større besætning.

Kom forbi den stedlige bager og kunne ikke lade være at le, ved synet af udstillingsvinduets thebirkes, der højest sansynlig lignede dem som Olympia i "Italiensk for begyndere" havde tabt på gulvet. Flade var de ihvert tilfælde :) Men... ret skal være ret - bagerens hjemmelavede is er tilgengæld værd at skrive om og store af slagsen, så de blev indtaget på en bænk med fjordkig og 2 svaner, der gjorde billedet fuldendt!

Glædelig søndag!


onsdag den 29. februar 2012

Hæklet sjal eller... KNÆVARMER!


Jeg kender nogle damer, der trofast mødes hver fredag, hvor de forvandler restgarn til strikket børnetøj eller firkanter, der hækles sammen til lune slumretæpper. Men ud af disse damer, er der én hækle-entusiast, der frembringer det ene hæklede tæppe i Oldemorsfirkanter efter det andet. Alle herlighederne bliver sendt til Polen og Letland, hvor de, via kirker, bliver uddelt til dem der trænger. Og dem er der mange af...


Lidet er damerne viden om, at deres frembringelser igen er blevet moderne og at yngre børnefamilier villigt køber strik og hæklerier, frembragt af "mormødre" efter ældre mønstre - måske tilsat et nyt "tvist".

I forbindelse med en ansættelse på ældrecentret, skulle der nye aktiviteter til og en af mine idéer var en hæklegruppe. For noget af det rare ved at hækle er, at små og overskuelige emner kan blive til "store" projekter. Det er ikke tungt at sidde og arbejde med - gentagelse og genkendelighed er for nogle godt og trygt. Så i den forbindelse hæklede jeg, af mine bomuldsgarnrester, "spøjse" 3-kanter og 4-kanter i friske og glade farver; til et sjal, der både kan varme skuldrene eller lægges over knæene - også hvis man eksempelvis sidder i kørestol.
Alting har en renæssance - også hækling - så derfor mit nye faneblad: Retro Hækling!

lørdag den 18. februar 2012

Tasken til livet...

Jeg har fra barnsben ønsket mig en rigtig, god, gammeldags JORDEMODERTASKE! For tænk, hvilke historier og oplevelser den ville kunne fortælle...
Historier, om stovte kvinder, der trodsede vind og vejr, cyklende rundt til sognets koner for, at bistå når en lille ny var på vej.
Tasken, der altid stod pakket og parat, klar til at blive åbnet i landbokøkkenet eller fruens soveværelse. Den symboliserer med sin form og materiale noget solidt, bestemt, men også en tryghed. For den kan rumme - også i overført betydning - nemlig både glæder og sorger. Den forblev stående åben og klar, selv i de tilspidsede situationer, indtil sveden kunne tørres af panden og jordemoderkaffen kunne nydes. Og... så var det tid til at vende næsen hjem til sine egne små og jordemodermanden!
Ja, sådan kan ting i fortælle...
Jeg var så heldig, at finde denne jordemodertaske på et kræmmermarked, hvor den stod med et skilt, hvorpå der stod: Giv et bud! Da det var kort før lukketid, blev mit bud accepteret. Så nu bor den på min buffét, hvor en lille truttende basunengel har taget plads, som sammen med tasken er en herold om, at noget nyt er blevet til!

søndag den 1. januar 2012

Tanker ind for det nye år...

Morgenstemning...
Det har været nattefrost.
Solens stråler glimter i krystalerne, der pryder havens træer.
Som pyntet og klar til fest - nytårsfest - står de pudret der, stille og forsigtigt, på et glitrende tæppe og venter...
Venter på det nye års komme, spændte i forventningens glæde. 
Men også i taknemmelighed og ærbødighed for det forgangne...
Tilbageblik på timer og dage, ja, måske bare minutter, hvor solen skinnede i glæde og samvær med hinanden. Eller hvor regnen var en nødvendighed, for at gøre noget nyt og frisk og... give liv.
Stormen, der rusker op og skaber forandring. Blide vinde, der kærtegner og bringer varme hilsner, selv efter et tordenvejrs raseri.
Tja... Tanker ind for det nye år.



Gode tanker til tænksomhed,
der er værd at have i mente ind for hver ny dag:



"Se på fuglene! De bekymrer sig ikke for, hvad de skal spise. De hverken sår, høster eller samler forråd; men jeres himmelske Far tager sig af dem og sørger for dem. Og I er meget mere værd end de". Matt.: 6:26.









"Du kan ikke gøre nogen en vennetjeneste for tidligt, for man ved aldrig hvor tidligt, det er for sent". Peter Plys.









"Det bedste du kan gøre er,
at blive smadder go´ til at være DIG!" Radiserne.







Min morgenstemning... den 31. december 2011
med ønsket om et rigtigt GODT NYT ÅR!

fredag den 9. december 2011

BETLEHEMS STJERNEN og andre stjerner...

BETLEHEMS STJERNEN er opbygget over en sekskant og opstod ud af "tilfældige" streger på et stykke patchworkkarton inddelt i sekskanter.

Stofvalget er hør m/påtrykte hvide hjerter med sølvstrejf.
Den er syet som engelsk patchwork - altså i hånden, riet over karton. Der skal anvendes 12 stk. store "juveler" til den yderste stjerne og 12 stk. små "juveler" til den inderste. Volumevlies limes på kartonen inden de enkelte dele klippes ud.

Mønstret og stof forhandles af:
SY OG IDÈ Patchwork - www.syogide.dk

"Og da de så stjernen, blev de glade..." Matt. 2. kap. vers 10.


JULELØBER MED STJERNER... er udført som skæreteknik og syet på maskine. Den består kun af rektangler og kvadrater, for stjernetakkerne er små kvadrater der foldes diagonalt, syes på rektanglerne i denne fold og skæres ned til sømmerum.

Inspirationen til denne juleløber er det mønstrede Hoffman stof med (julestjerne-)blomster, som skal have lov at vise sig i større felter. Til stjerner er valgt lyst stof m/guld prikker og til gitter/stolper er valgt rødt med lyse sporariske prikker. Det mønstrede Hoffman stof er ligeledes anvendt som kant.

Mønstret og stof forhandles af:
SY OG IDÈ Patchwork - www.syogide.dk

Rigtig julet... :)


BROKEN CHRISTMAS HEARTS...
Efter at have syet BETLEHEMS STJERNEN blev jeg ret glad for "juvel"-formen, og sad en aften og "legede" lidt med nogle skabeloner, jeg havde til overs. Det kom der et "Broken heart" ud af! Altså på den gode måde...

Den 6-takkede stjerne af romber kom til, for at stabilisere kransen af hjerter. Der er et luftrum mellem hjertekrans og stjerne, som er syet sammen med guldperler i sammensyningspunkterne.

Til de "delte hjerter" er anvendt henholdsvis lilla stof med guld prikker og lilla cirkelmønstret stof. Guldstof til den 6-takkede stjerne.
Teknikken er engelsk patchwork - med volumevlies limet på karton. Bemærk! Guldstoffets sømmerum skal IKKE ries, men LIMES på kartonen, for at undgå nålemærker.
Til de "delte hjerter" skal der anvendes 24 stk. "juveler" og til den 6-takkede stjerne skal der anvendes 12 stk. romber.

Mønstret og stof forhandles af:
SY OG IDÈ Patchwork - www.syogide.dk

torsdag den 13. oktober 2011

Et billede bliver til.

Jeg vil hermed forsøge, at give et indblik i, hvordan et tekstilt billede bliver til. Processen fra tegning til færdigt billede.

           Detalje af blyantstegning.


1. Fra idé til papir - der skitseres og tegnes med blyant.


              Detalje af tuschtegning.


2. Der lægges kalkepapir over og den færdig tegning trækkes op med tusch.


              Detalje af optegning på lærred.

3. Tyndt hvidt lærred lægges over og motivet tegnes op med blyant på lærredet. Lærred er billedet baggrund og arbejdsgrundlag.


              Detalje af optegning på Vliesofix.

4. Tuschtegningen vendes og motivets enkelte dele tegnes over på Vliesofix (dobbeltklæbende Vlieseline) med blyant og nummereres.


Detalje af Vliesofix dele strøget på det valgte stofs vrangside.
5. Baggrundsstoffet lægges på strygebrættet med retsiden opad. De enkelte dele klippes - en for en - groft ud i Vliesofix, styges på det valgte stof og klippes ud, lige i blyants stregen. Vliesofixpapiret fjernes og delen styges på baggrundsstoffet. (Der lægges et stykke mønsterpapir over inden der stryges, for at skåne strygejernet for blyantskul og lim. Jeg har et strygejern kun til denne proces).

            Sytråd fundet! - her til billedet: "Heartache".


6. Så er hele billedet sat op - de enkelte dele placeret, hvor de skal - og det er tid at finde de rigtige farver sytråd.

7. Billedet syes på maskine med tæt zig-zag. Stinglængde 0.3, stingbredde begyndes med 0 ca. 3 sting for at hæfte ende og øges derefter til den ønskede bredde og mindskes igen til 0. 
Trådspændingen og trykfodstrykket løsnes således at zig-zag´en ligger pænt, for jeg anvender hvid undertråd.
Der lægges et stykke mønsterpapir under billedet - det skaber stabilitet og gør det nemmere at dreje under syningen.
Mens der syes, skal der tænkes over hvilke syninger der skal ligge øverst/underst - og hvilken farve tråd den enkelte stikning skal have. Det er ligesom med en tegning - for at få det korrekte udtryk.


      Detalje af syningen gennem mønsterpapiret - billedets bagside.


8. Efter  endt syning pilles mønsterpapiret af - detalje fra billedets bagside.



  Detalje af færdigsyet billede - set fra retsiden.
9. "Du har skrevet på mit hjerte..." er titlen til dette færdige billede, der er illustration til en tekst af samme titel. Jeg arbejder meget sjældent med farvelagte skitser, for jeg har set det færdige billede for mit indre, inden jeg overhovedet har sat blyanten på papiret.
Så... et billede er blevet til!