Rosa Mynte...

er flyttet ind.
Hun blev hurtigt venner med de små Hornvioler, som smilede til hende i solen. Så de måtte have en "krammer".

Og de gule Stedmoderblomster, i dekorationen fra påske, skulle også lige efterses i aftensolens sidste stråler.

Men... det meste af tiden bor Rosa Mynte på mit arbejdsbord, hvor hun holder mig med selskab og smiler til mig, i mens jeg syer nye model og tegner mønstrer til. Rosa Mynte synes nemlig, som jeg, at det er så spændende og glædeligt, at se idé blive til virkelighed!
Her har hun sat sig på min tegnemappe...

Med sit korngule hår, vandblå øjne og rosa kinder er hun en hilsen om, at sommeren er på vej! Så hun måtte have sommertøjet på, med blomstrede bukser, tunika med 3/4 ærme og bare tæer!

(Rosa Mynte er i store træk skabt ud fra bogen om "Tusindfryd-Dukker").




Rosa Mynte og jeg ønsker glædelig mors dag og søndag!

Frøken Jensens Kogebog...

har jeg stor fornøjelse af!
Kristine Marie Jensen blev født i 1858 i Randers, hvor hun boede og blev opdraget af sin bedstemor efter forældrenes alt for tidlige død. Da hun var blevet konfirmeret, rejste hun til København for, at deltage på et kursus hos Natalie Zahle. Derefter arbejdede hun som husbestyrerinde lige til sin død i 1923. Gennem årerne samlede hun et hav af opskrifter og i 1901 blev "Frk. Jensens Kogebog" udgivet.
Mit eksemplar er fra 1988, hvor Gyldendals Bogklub valgte at genudgive den. Den blev købt som ny, men nu... ser den ud som en rigtig kogebog skal se ud - godt brugt, småplettet og med fedtfingrer!

Men her er Frk. Jensens: Bradepandekage m/Æbler - som jeg bager den...

250 g margarine (2½ dl rapsolie synes jeg er lige så godt), 250 g sukker, 3 æg, 3 tsk. bagepulver, 2 tsk kardemomme, 400 g mel, 2 dl mælk og... ca. 6 æbler, 4 spsk sukker samt 2 tsk kanel.

Begynd med at skrælle æblerne, del dem i 1/4, fjern kernehuset og skær dem i tynde både. Bland de 4 spsk sukker med kanelen og vend æblerne i, så alle æblestykkerne er "sukkeret".

Blødgør fedtstoffet (hvis du bruger "margedulle") og rør det godt med sukkeret. Tilsæt æggene; 1 ad gangen og rør dejen, til den er let og luftig. Bland bagepulver, mel og kardemomme og tilsæt det skiftevis med mælken. Hæld dejen op i en smurt bradepande (30 x 40 cm er opskriften beregnet til, så den bliver lidt "flad" hvis du anvender din ovns bradepande, som sikkert er 40 x 40 cm. Men en mindre bradepande OG en springform passer til mængden). Stik æblebådene i dejen - taglag eller i mønster. Bagetid ca. 40 - 50 min. ved 170 C. Stik en strikkepind i; hænger der dej på pinden når du tager den op, skal den have lidt mere tid i ovnen.

Kagen er god at fryse. Lun den let i ovnen og servér creme fraiche til!
Uhm! Værd at prøve...

Fra en svunden tid...

I dag faldt min vej forbi dette hus, liggende gemt - og sikkert glemt - bag station og storcenter. En gammel hjørnebutik er nu blevet til en lejlighed, hvor man har forsøgt at "slette" fortiden med en blændet dør og et par formindskede forsatsvinduer.





Men... det som fangede min opmærksomhed, var nu ikke denne fornyelse. Naej, det var nu de 8 små søde vinduer, som i tidernes morgen er blevet malet blå og hvorpå der med sirlig håndskrift er skrevet:

SMØR  MÆLK  FLØDE  ÆG og KAFFE  THE  CACAO  KOLONIAL.

(Bemærk hvordan KOLONIAL er blevet "presset" for at kunne står der - men det står der! Og det kan læses!)

Engang var denne butik sikkert den lokale Købmand eller Ismejeri. Ismejeri... et ord som er gledet ud i glemselen. Tiden før køleskab og kummefryser. Men man kan næsten smag og føle friskheden og kulden, bare ved at tage ordet i sin mund. 
Dufte købmandens kaffebønner der blev malet, spejesilden der stod i tønden og regningen der blev skrevet. Longjohn`en der stod parkeret udenfor og ventede på skoledrengen, som bragte varerne ud, ja, lige til døren. Renovering eller ej, så er det nu ret hyggeligt med et minde... fra en svunden tid.

Tro, håb og... kærlighed!

En rose for hver - TRO, HÅB & KÆRLIGHED - omkranset af tornekronen.
For det er jo netop det, tornekronen skal minde os om. At vi i troen, har et håb, givet i kærlighed.

I følge blomster-
sproget betyder den røde rose - og ofte givet i: Kærlighed. 
Egentlig er det meget tanke-
vækkende - at vælge en blomst som symbol på kærligheden, der kan stikke så meget, for hvor gør det ondt, når tornen borer sig ind i ens fingerspids!
Ingen roser uden torne...

Sådan kan kærligheden mere eller mindre også være. (Det tror jeg, der er nogen som har glemt at fortælle deltagerne i "For lækker til love"). For: "Kærlighed kan se dig som du er, når du er værst, uden at glemme, hvordan du er, når du er bedst;
den synes du er en lille smule mere dejlig, end du virkelig er;
den vil tale ubegrænset med dig eller bare sidde stille sammen med dig;
den er mere lykkelig for din succes, end du selv er;
den prøver ikke at være bedrevidende, at bære sig smartere ad end du, eller at belære dig hele tiden;
den lytter, også selv om det du fortæller, ikke er synderligt interessant.
Det skyldes, at kærlighed synes, du er betydningsfuld!" (citat fra "et Ord til Dagen...").

Rosernes røde farve kan også symbolisere blodet - måske er du også villig til, at kæmpe til sidste blodsdråbe for det og dem du tror på, håber det bedste for og holder af? Tja... værd at tænke over.
Så... med KÆRLIG hilsen!
(Dekorationen havde min mor kreeret til Skærtorsdag - enkel, smuk og meget sigende!).

Hornviol og hulsten...

Søndag og solskin...
Flade thebirkes og fedtede fingre...
Det har været nogle af ingredienserne i min dag.

Forklaringen er som følger: For lidt over en uges tid siden, var jeg så heldig at finde først de sødeste violette Stedmoderblomster til superpris i Rema - se bare...
hvor de pynter mine altankasser!
Og... siden var det Bilka, der havde de små Hornvioler - "mini Stedmodere" kunne de kaldes - som ikke var til at stå for... så de bor nu i diverse gamle potter og nikker blidt i forårs vinden og hilser solen velkommen!

Eftermiddagen har, udover glæden ved altanens "blomstren", budt på slendretur på Enø langs vandet. Som jeg altid siger: "Vand er godt for sjælen" - kan ligefrem længes efter at komme til vandet om det er strand, fjord eller hav!
I strandsandet lå der en hulsten og ventede kun på at netop jeg kom forbi og puttede den i lommen! Min far mindes hermed sin barndomsleg, hvor hulsten fik en snor gennem sig og udgjorde det for en ko, som blev flyttet på græs eller trukket hjem til det lille landbrug. Jo flere hulsten, des større besætning.

Kom forbi den stedlige bager og kunne ikke lade være at le, ved synet af udstillingsvinduets thebirkes, der højest sansynlig lignede dem som Olympia i "Italiensk for begyndere" havde tabt på gulvet. Flade var de ihvert tilfælde :) Men... ret skal være ret - bagerens hjemmelavede is er tilgengæld værd at skrive om og store af slagsen, så de blev indtaget på en bænk med fjordkig og 2 svaner, der gjorde billedet fuldendt!

Glædelig søndag!



Hæklet sjal eller... KNÆVARMER!

Jeg kender nogle damer, der trofast mødes hver fredag, hvor de forvandler restgarn til strikket børnetøj eller firkanter, der hækles sammen til lune slumretæpper. Men ud af disse damer, er der én hækle-entusiast, der frembringer det ene hæklede tæppe i Oldemorsfirkanter efter det andet. Alle herlighederne bliver sendt til Polen og Letland, hvor de, via kirker, bliver uddelt til dem der trænger. Og dem er der mange af...

Lidet er damerne viden om, at deres frembringelser igen er blevet moderne og at yngre børnefamilier villigt køber strik og hæklerier, frembragt af "mormødre" efter ældre mønstre - måske tilsat et nyt "tvist".

I forbindelse med en ansættelse på ældrecentret, skulle der nye aktiviteter til og en af mine idéer var en hæklegruppe. For noget af det rare ved at hækle er, at små og overskuelige emner kan blive til "store" projekter. Det er ikke tungt at sidde og arbejde med - gentagelse og genkendelighed er for nogle godt og trygt. Så i den forbindelse hæklede jeg, af mine bomuldsgarnrester, "spøjse" 3-kanter og 4-kanter i friske og glade farver; til et sjal, der både kan varme skuldrene eller lægges over knæene - også hvis man eksempelvis sidder i kørestol.

Alting har en renæssance - også hækling - så derfor mit nye faneblad: Retro Hækling!

Tasken til livet...

Jeg har fra barnsben ønsket mig en rigtig, god, gammeldags JORDEMODERTASKE! For tænk, hvilke historier og oplevelser den ville kunne fortælle...
Historier, om stovte kvinder, der trodsede vind og vejr, cyklende rundt til sognets koner for, at bistå når en lille ny var på vej.
Tasken, der altid stod pakket og parat, klar til at blive åbnet i landbokøkkenet eller fruens soveværelse. Den symboliserer med sin form og materiale noget solidt, bestemt, men også en tryghed. For den kan rumme - også i overført betydning - nemlig både glæder og sorger. Den forblev stående åben og klar, selv i de tilspidsede situationer, indtil sveden kunne tørres af panden og jordemoderkaffen kunne nydes. Og... så var det tid til at vende næsen hjem til sine egne små og jordemodermanden!
Ja, sådan kan ting i fortælle...
Jeg var så heldig, at finde denne jordemodertaske på et kræmmermarked, hvor den stod med et skilt, hvorpå der stod: Giv et bud! Da det var kort før lukketid, blev mit bud accepteret. Så nu bor den på min buffét, hvor en lille truttende basunengel har taget plads, som sammen med tasken er en herold om, at noget nyt er blevet til!